Inka traditionen går tilbage til inkaernes storhedstid, men de shamanistiske rødder, den bygger på, kan spores 40 - 50.000 år tilbage i tiden, hvor de prægede alle gamle kulturer over hele verden og dermed de rødder, vi alle har, uanset hvilken verdensdel lever i.

 

Inka traditionen i dag refererer til den viden Q’eroerne har bevaret siden inkaernes storhedstid, hvor de under den spanske besættelse flygtede op i bjergene og derved formåede at overleve og bevare den gamle lære som en dyb hemmelighed lige indtil engang i 1950’erne, hvor en gruppe videnskabsmænd “opdagede” Q’ero landsbyen og dermed blev den direkte årsag til, at Q’eroerne ligeså langsomt begyndte at dele den gamle viden med den moderne verden.

 

Q’eroernes måde at praktisere shamanisme på adskiller sig fra andre shamanistiske traditioner ved, at de ikke foretager rejser til åndeverdenen efter indtagelse af hallucinogene plantemediciner, som er kendt fra langt de fleste andre shamanistiske traditioner verden over. De har heller ikke tradition for at bruge de shamanistiske trommeteknikker eller ekstatiske danse, som kendes fra andre traditioner.

 

Q’eroerne kendetegner sig ved, at de fokuserer på udviklingen af deres energifelt (aura) eller energibobbel, som det også kaldes. Energifeltet er et fantastisk redskab, som vi alle har og som den enkelte kan udvikle sin bevidsthed omkring og lære at bruge i mange andre henseender end “blot” at lade op med fin energi og rense for tung energi. Det er gennem energifeltet, at vi som sjæle i en fysisk krop kommunikerer energetisk med omverdenen. Det er gennem tolkning af de energetiske informationer, vi sender og modtager, at vores intuition eller sjette sans udvikles. Det er også gennem energetisk kommunikation med omgivelserne, at vi fornemmer stemninger omkring os, at vi “har noget på fornemmelsen” eller forelsker os hovedkuls i et andet menneske uden at vide det mindste om vedkommende.
Denne energetiske kommunikation har Q’eroerne gjort til deres speciale, ligesom de som noget helt grundlæggende stræber efter altid at være i ayni med andre energier og kawsay pacha (verdenen af levende energi). Læs mere om ayni i artiklen af samme navn her på sitet.

 

Som i andre shamanistiske traditioner har Q’eroerne et animistiske syn på verden og dens skabninger. De anerkender alt som levende, omend liv i denne sammenhæng betyder at have sjæl og at kunne sende og modtage energi. Mennesker, dyr, planter, sten og alle elementerne betragtes som levende, idet shamanerne er i stand til at kommunikere med dem alle energimæssigt via energifeltet.
Q’eroerne kaldes af mange energikunstnere, netop fordi deres evner til at kommunikere med naturen og alt andet levende er så utrolig rafineret.
Som i alle andre shamanistiske kulturer er det ikke healing af andre mennesker, der er det centrale i arbejdet. Shamanisme er et uselvisk og for det meste ulønnet arbejde, der handler om energimæssigt at arbejde for en bedre balance og trivsel på jorden for alt som lever her. Inklusive medmenneskene.
Da alt er forbundet energetisk, betyder det faktisk, at den energetiske kommunikation strækker sig langt videre ud i Universet til stjerner, planeter, solen, månen og alt andet. Shamanen henter dér vigtig information som bruges i arbejdet på jorden.

 

I inka traditionen arbejder man med et system, der gennem syv niveauer beskriver, hvor spirituelt udviklet den indviede shamanlærling er. Man er ikke automatisk værdig til titlen shaman, blot fordi man er indviet i traditionen eller arbejder med shamanisme. Shaman er en ærestitel man modtager, når omgivelserne anerkender ens spirituelle evner og shamanistiske praksis. I daglig tale betegnes de, der arbejder med shamanismen, for inka-præster af f.eks. 1. niveau, 2. niveau o.s.v.
De syv niveauer i Inka traditionen beskriver helt specifikke kundskaber og forskellige stadier af energiarbejdet, der skal kunne beherskes, før man rykker op på næste niveau.
Hvert eneste niveau markeres med en traditionel indvielse til niveauet med ceremonier og ritualer, der har været brugt gennem hundredevis af år. I vore dage findes der så vidt vides ikke inka-præster af højere niveau end det 4.

 

I den vestlige verden arrangeres der mange kurser og rejser til Peru med det formål at indvie kursisterne til de første fire niveauer indenfor Inka traditionen. Mange tror fejlagtigt, at de er shamaner af 3. eller 4. niveau, blot fordi de har modtaget indvielserne. Det er ikke korrekt. Selvom man rent shamanistisk ikke er nået længere end 1. niveau rent træningsmæssigt, kan man godt modtage indvielser til højere niveauer.
Indvielserne er en energetisk mulighed, den enkelte får, for at arbejde sig op på de forskellige niveauer. Indvielsen kan betragtes som den læsebog, børnene får i hånden i 1. klasse. I begyndelsen kan de ikke læse indholdet, men med den rette undervisning og træning vil de til sidst kunne læse hele bogen og vil derefter være klar til at rykke videre op i 2. klasse hvor nye læsemæssige udfordringer skal tilegnes.

 

Vi nærmer os den tid, hvor verden ifølge de gamle Inka Profetier bliver vendt på hovedet. Store forandringer vil ske, og det er vigtigt at højne energien på verdensplan så meget som overhovedet muligt for at forberede verden på det store energitiske skift, der vil ske. Indvielserne kan derfor betragtes som døre, der åbnes på klem til en verden, hvor nye muligheder venter. Det er kun få udøvere af shamanismen udenfor de traditionelle samfund, der reelt mestrer de færdigheder, der kræves for at blive tildelt ærestitlen shaman.

 

Hvorledes den enkelte erhverver sig den viden, det enkelte niveau foreskriver, er vidt forskelligt, da shamansime er en meget personlig proces. Den enkeltes vej altid vil være unik i forhold til den læring, der skal tilegnes. De færreste kan dog gennemgå træningen alene, men har brug for en dygtig lærermester, der kan sikre, at eleven lærer alle de nødvendige nuancer i energiarbejdet.

Tak til Rikke Agersted

Rikke Agersted
Shamanistisk healer, biopat og phytoterapeut
www.helseklinikken-agersted.dk

 

Top