Traditionelt bruger shamaner røgelse som ofring til ånderne eller til renselse af rum, ting, mennesker og dyr. Røgelse i shamanistisk sammenhæng er forskellige tørrede urter, træsorter eller produkter heraf (f.eks. harpiks), som har en spirituel betydning og erfaringsmæssigt har en stærkt, rensende energi. Man bruger i denne sammenhæng ikke de gængse røgelsespinde, selvom de kan være med til at skabe sanseindtryk og stemning i et rum.

 

Min egen erfaring er, at de lokale urter, som jeg måske endda selv har dyrket eller fundet i naturen er mindst ligeså kraftfulde i en renselse, som urter fremskaffet fra nogle af de traditionelle shamanistiske kulturer. Jeg mener desuden, at vi bør bruge de gaver, som naturen giver os i nærmiljøet, fordi de energimæssigt er tilpasset os, der bor på disse breddegrader.
Dermed ikke være sagt, at anden røgelse ikke er effektiv. Man behøver bare ikke sætte himmel og jord i bevægelse for at fremskaffe dyr røgelse fra den anden ende af verden, når vi kan nøjes med at gå en tur ud i naturen og selv indsamle det, vi skal bruge.

 

Røgelse bruges shamanistisk i ceremonier, ritualer, bøn, healing og til at holde helligt rum. De nordamerikanske shamaner har f.eks. røget tørrede blade og blomster fra tobaksplanten for at hidkalde den guddommelige kraft, når der var brug for hjælp og indsigt. Det siges af forfædrenes ånder husker lugten af tobak og tilkaldes af røgen for at deltage i det hellige rum, når der ryges tobak på traditionel vis. På den måde stilles den ældgamle visdom og erfaring til rådighed for de, der ryger tobakken.
Her skal det nævnes, at indianerne traditionelt udelukkende har brugt tobakken i spirituelt øjemed. Det er først i nyere tid, efter den hvide mand kom til Amerika, at tobakken er blevet et nydelsesmiddel uden spirituel sammenhæng.
I Peru er det i høj grad palisandertræet, der bruges til renselse og ceremonielle bål, og således har hver kultur sine egne traditioner.

 

Af traditionelle planteofringer, som røgelsen jo er, har man udover tobakken og palisandertræet bl.a. brugt ceder, forskellige salviearter (især kendt er den hvide salvie), gråbynke, enebær, kopal (en slags harpiks), lavendel, festgræs, cembrafyr, osha root, almindelig fyr og pil. Den enkelte kultur har specifikke røgelsestyper alt afhængigt af den omgivende natur.

 

Røgelsen kan enten bindes i bundter, afbrændes som ”snuller” i en lille skål eller som små, afhuggede træpinde. Tobakken er mig bekendt den eneste type røgelse, som også ryges.

 

I mine egne røgelsesbundter binder jeg tørret salvie, lavendel, enebær, fyrrenåle, rosmarin og timian. Sommetider bruger jeg bynke eller strandmalurt.
Bundterne bruger jeg dels til at rense rummet, mine klienter, mig selv eller nogle af de redskaber, jeg bruger i mit shamanistiske arbejde. Røgelsen bruges også i forskellige ceremonier, ritualer og bønner.

 

Rent videnskabeligt ved man, at dufteindtryk påvirker den del af hjernen, der kaldes krybdyrhjernen samt det limbiske system.
Røgelsen påvirker disse dele af hjernen, og bringer os i kontakt med de dybeste og mest instinktive lag af vores væsen – og dermed de ældgamle erindringer, som vi rent spirituelt er forbundet til.

 

Røgen fra røgelsen siges også at blive båret med vindene til forfædrene, som vi dermed lettere kommer i kontakt med i det shamanistiske arbejde.

Rikke Agersted
Shamanistisk healer, biopat og phytoterapeut
www.helseklinikken-agersted.dk

 

Tilbage til artikeloversigt

 

Top